Kate Piil
Har malet siden 90’erne hvor hun lærte at male dekorationsmaling og dekorerede skabe og dragkister med gamle mønstre fra Nationalmuseet. I 5 år underviste Kate i dekorationsmaling på aftenskolen. Efterfølgende uddannede Kate sig på Birthe Jarlbæks malerskole i blomster- og figurationer med andre medier og måder at udvikle maleriet på såvel i det naturalistiske som i det abstrakte. Kate går meget op i farvesammensætninger som altid er kontrastfyldt og farverige. Hun formår at vælge mange forskellige farver men gør det både elegant og enkelt. Kate ønsker at fortælle en historie med sine værker ofte omkring socialrealisme og bæredygtighed. I 2016 modtog Kate Piil Roskilde Amts Avis’ pris for sit portræt af vagabonden Hardy. Kate har udstillet på censurerede udstillinger og gallerier, bl.a. hos Knud Grothe på Jægersborg Allé. Idet Kate ikke ønsker at begrænse beskuerens måde at se værkerne på giver hun aldrig de abstrakte billeder en titel – det skal være frit og åbent for enhver at nyde billederne på deres egen måde. Foruden maleriet fremstiller Kate Piil keramik, installations- og skrotkunst i sit galleri, Art Room, på landbrugsejendommen i Herringsløse.
Kate glæder sig til at vise værker fra sin Soloudstilling “Fortiden møder Nutiden”. Kate fortæller: ”Mine malerier er noget helt særligt, idet jeg parafraserer over gamle guldaldermalerier og maritime værker, som jeg integrerer med mine egne abstrakte fortolkninger. Resultatet er værker, der bringer fortiden og nutiden sammen på en innovativ måde.
Disse værker adskiller sig fra andre ved, at jeg får syet læderrammer på af min mand Jan, som er møbelpolstrer, hvilket tilføjer en taktil dimension og en visuel kontrast, der gør hvert maleri til en unik kunstoplevelse. Denne teknik og stil har aldrig været set før, og jeg mærker, at de vækker stor interesse og begejstring hos besøgende i Galleriet. Ligeledes på jeres udstilling vil det vække interesse.
Mine værker inviterer beskueren til en dyb refleksion over kunstens udvikling og historiens indflydelse på vores samtid. Ved at kombinere elementer fra forskellige kunsthistoriske perioder skaber jeg en dialog mellem tradition og innovation, der kan inspirere beskueren til at se på både fortidens og nutidens kunst med nye øjne. Der er ligeledes broderet hen over værkerne og de taktile læderrammer opfordrer til en mere fysisk og følelsesmæssig forbindelse til værkerne, hvilket gør oplevelsen endnu mere intens og personlig.