Lea Havelund og Mads Søndergaard
Nordisk jazz med noter af Sydamerika
Lea Havelund præsenteres her sammen med den kendte jazzpianist og akkordeonist Mads Søndergaard. Sammen skaber de et lydunivers, der bevæger sig mellem nordisk jazz, sydamerikanske rytmer, folketoner og kammermusikalsk dybde.
Musikken er melodisk, sanselig og rytmisk – og den appellerer til både jazzpublikummet og det nysgerrige crossover-segment
Lea Havelund Duo (Lea Havelund -sang / cello og Mads Søndergaard, klaver / harmonika) spiller Leas kompositioner fra debutalbummet: ”Ventede Ven,” som blev udgivet i januar 2023. Albummet er blevet taget rigtig godt imod af både presse og publikum. Duoen spiller også endnu nyere musik komponeret af Lea Havelund. Leas musik spænder genremæssigt bredt og indeholder bl.a. nordisk folk, jazz, tango, klassiske elementer mm.
Cellisten, komponisten og sangerinden Lea Havelund har skabt et poetisk og virtuost univers, hvor stemmen varmt blander sig med celloen. Hendes klassiske uddannelse, instinktive musikalitet og gode øre for al slags musik gør hende til en original komponist og arrangør.
Lea Havelund har medvirket i en lang række musikforestillinger, bl.a. på Østre Gasværk, Folketeatret, Malmø Stadsteater og Det Kongelige Teater. Hun har desuden samarbejdet med markante musikere som Nikolaj Hess, Anders “AC” Christensen, Gustaf Ljunggren og Bo Stiefs New Dreams Trio med Poul Halberg og Alex Riel, Bjarke Falgren, Åkervinda og det internationale ensemble Atlas. Derudover har hun ad flere omgange optrådt som solist, bl.a. med Odense Symfoniorkester.
Mads Søndergaard er en fremtrædende dansk jazzpianist, kendt for sit melodiske spil, stærke swing og stilistiske bredde. Med en naturlig lethed bevæger han sig mellem ragtime, stride, bebop, bossa, pop og singer / songwriter-traditionen – og han mestrer både klaver, hammondorgel og accordion. Han er uddannet fra The Royal Conservatory i Haag (2003) og har siden været en aktiv del af den københavnske jazzscene. Søndergaard har medvirket på en række udgivelser, bl.a. på Storyville Records og Playground Music. Han forener tradition og fornyelse med et sikkert musikalsk overblik og en levende improvisationsstil.
